Overaktiv blære hos mænd: symptomer, årsager og behandlinger

Når du skal lade vandet, kan det ofte ikke vente. Men føles det som om, du skal lade vandet hyppigere end du plejede? Hvis det er tilfældet, er du ikke alene. Mange mænd lever med symptomer på en overaktiv blære, der er generende og begrænser deres daglige liv. Heldigvis er der behandlingsmuligheder og livsstilsændringer, der kan afhjælpe en overaktiv blære og give dig kontrollen tilbage.

Forstørret prostata eller overaktiv blære

En forstørret prostata er ikke det samme som en overaktiv blære. Men i mange tilfælde er en overaktiv blære (OAB) et symptom på en forstørret prostata, som er en almindelig følge af at blive ældre. 
 
Dit urinrør går gennem din prostata, så når din prostata bliver større, trykker den på urinrøret og begrænser urinstrømmen. Det betyder, at blæren skal arbejde hårdere for at bekæmpe modstanden, hvilket kan medføre, at receptorer i blæren bliver overfølsomme og sender signaler til hjernen om, at du har brug for at lade vandet. Den trang til at lade vandet, som du føler som resultat, kaldes OAB. Det er et af flere mulige symptomer på problemer med at tømme blæren forårsaget af en forstørret prostata. Andre symptomer kan være: 
 
  • Besvær ved at starte urinstrømmen 
  • Være nødt til at presse eller tvinge urinen ud 
  • Have en svag eller opdelt urinstrøm 
  • Være nødt til at gå på toilettet mange gange om dagen 
  • Vågne hyppigt om natten med behov for at tisse 
  • Mindre urinlækager 

Andre årsager til ufrivillig vandladning

Selvom en forstørret prostata er den mest almindelige årsag til inkontinens hos mænd, er der mange andre faktorer, der kan medføre symptomer som f.eks. hyppige toiletbesøg eller ufrivillig vandladning. Disse faktorer kan omfatte: 
 
  • Svage bækkenbundsmuskler kan medføre, at urinen bliver fanget i urinrøret, når du tisser. Når du efterfølgende bevæger dig, kan denne urin sive ud i små mængder, også kaldet “efterdryp.“ 
  • Stressinkontinens – ufrivillig vandladning, når du hoster, griner, nyser eller dyrker motion – er ikke en almindelig tilstand hos mænd, men det kan forekomme efter prostataoperation, hvis lukkemusklen er svækket eller beskadiget, så den ikke er i stand til at lukke urinrøret helt. 
  • Urinvejsinfektioner 
  • Kronisk forstoppelse 
  • Blæresten 
  • Ukontrolleret diabetes 
  • Mobilitetsproblemer (f.eks. have svært ved at nå toilettet i tide) 
  • Fedme 
  • Indtage store mængder koffein 
  • Tage visse lægemidler, der kan påvirke urinvejen 
  • Neurologiske tilstande som f.eks. Parkinsons sygdom og multipel sklerose 
 
Til trods for de problemer det giver for deres arbejde, sociale liv og søvn, er mange mænd flove og taler ikke med deres læge for at få råd eller hjælp til at håndtere symptomerne. Men du behøver ikke at lade din overaktive blære eller ufrivillige vandladning styre dit liv. Der findes gode behandlingsmuligheder, og med den rigtige rådgivning kan du få kontrollen tilbage. 

Behandlingsmuligheder

Det første skridt i enhver behandling er altid at få stillet en diagnose af en kvalificeret læge, som har brug for at forstå din helbredsmæssige baggrund (f.eks. urinvejsproblemer, livsstil, nuværende medicin, helbredsmæssige tilstande og tidligere indgreb). Lægen kan også bede dig om at føre en blæredagbog for at få et bedre billede af din situation. Dette følges op af en grundig helbredsundersøgelse for et overblik over den aktuelle tilstand af din urinvej og blære. 
 
Baseret på resultaterne af diagnosen – som kan variere fra person til person – vil din læge anbefale en række behandlingsmuligheder baseret på dine individuelle behov. 

Livsstilsændringer

Selvom du måske har hørt, at det for mange mennesker med en overaktiv blære hjælper at foretage visse livsstilsændringer, bør du altid tale med din læge for at finde årsagen til dine problemer, før du foretager nogen ændringer. Behandlingsanbefalinger er altid baseret på individuelle behov, og en korrekt diagnose er det første skridt til at få kontrollen tilbage.  
 
Din læge vil højst sandsynligt anbefale livsstilsændringer. Disse kan omfatte: 
 
  • Genoptræning af din blære 
  • Holde øje med dine drikkevaner og undgå alkohol og koffein 
  • Bækkenbundsøvelser
  • Vægttab 
 
Udover det ovenstående vil din læge sandsynligvis anbefale, at du bruger inkontinensprodukter. Hos TENA kan du finde produkter, der er specifikt designet til mænd, som er sikre og diskrete og beskytter dig mod lugt.

Du er ikke alene – tal med en læge og få kontrollen tilbage

Symptomer på en overaktiv blære hos mænd er meget almindeligt, især med alderen og en forstørret prostata. Selvom der er mange årsager til disse symptomer, er prognosen god i de fleste situationer. Hav en ærlig samtale med din læge for at få en korrekt diagnose og den rigtige behandling, så du kan få kontrollen over din tid og din hverdag tilbage.